Temaaften om sex og seksualitet d. 19/2

Kom og få vitaminer til ægteskabet og familielivet – gør noget godt for dig og din ægtefælle. Et godt ægteskab kommer ikke nødvendigvis af sig selv, det skal der investeres i.

Denne aften har temaet “Sex og seksualitet”, som handler om, hvordan kønnenes forskellighed kommer til udtryk i vores ægteskab? Hvordan bliver vi fortrolige med os selv og hinanden i det seksuelle samliv? Når vi har udfordringer i ægteskabet, viser det sig ofte i vores seksuelle samliv.

Aftnerne vil forløbe med en vekslen mellem oplæg fra underviseren og spørgsmål til samtale parvis eller ved bordene.
I vil IKKE blive bedt om at dele noget personligt, men vi vil opfordre jer til, som par at få en god og åben snak om de enkelte emner.

Tid: Det er onsdag den 19. februar kl. 19.30-21.30

Sted: Nørregade 10, 8382 Hinnerup

Pris: 50 kr. pr. person inkl. kaffe.

Aftenen er arrangeret af Bykirken i Favrskov og Hinnerup Indre Mission.

Rytmisk gudstjeneste

På søndag er teamet “Jeg vil gi´ dig, o Herre, en lovsang”. Gud giver os i overflod, men hvordan lever vi trofast, så vores liv kan blive en lovsang til Gud?
Denne gudstjeneste vil være en rytmisk gudstjeneste , hvor vi ønsker at give sangen og musikken god plads.
Der er børnekirke for børnene og efter gudstjenesten er der kirkekaffe og hygge for alle.

Indsættelsesgudstjeneste

I tirsdag havde vi den store glæde, at vores nye præst Rasmus blev ordineret i Aarhus domkirke.

På søndag d. 19/1 kl 10.30 er det menighedens tur til at fejre, at vi har fået en ny præst. Det gør vi, at der under gudstjenesten vil være en indsættelse af Rasmus, hvor både kirkens åndelige vejleder og Favrskov provstis provst vil med medvirke.

Under gudstjenesten vil der være børnekirke og efter er der kirkefrokost og mulighed for at sige et par ord.

Alle er velkommen.

Er du vores nye præst?

Så er ventetiden ovre – nu søger vi en ny præst, og vi kan endda give en fuldtidsstilling, da vi har fået støtte fra en fond i 2 år. Stillingen har været ledig siden 1. januar, men vi har arbejdet med at få den bedste løsning, og det er lykkedes .

Du kan finde vores udførlige stillings- og personprofil under menupunktet Præst søges.

Del gerne opslaget 🙂

Gudstjeneste og præsteindsættelse

Velkommen til gudstjeneste søndag den 11. maj kl. 10:30 i Grundfør Kirke, hvor Jakob From Søvndal indsættes som præst for Bykirken i Favrskov.

Efter gudstjenesten er der kirkefrokost i Hinnerup Sognegård, Ådalsvej 10.

Kom og vær med til at gøre dagen til en festdag for vores nye præst og for Bykirken i Favrskov.

Alle er hjertelig velkomne.

PRESSEMEDDELELSE: Ny præst i Hinnerup

Jakob foran indgangen til Grundfør Kirke
Jakob foran indgangen til Grundfør Kirke

Teolog Jakob From Søvndal begynder den 1. maj 2014 som præst i Bykirken i Favrskov. Jakob bliver den første lønnede præst i menigheden. Bykirken blev stiftet sidste efterår og holder til i Hinnerup-området.

”Vi har haft en fantastisk opstart i Bykirken,” udtaler formand Frede Ruby Østergård. ”Den gode opstartsface betyder, at vi kan ansætte Jakob i en stilling på 30 % i stedet for på 20 %, som det var planen for få måneder siden. Vi er positivt overraskede over en større tilslutning til Bykirken end forventet.”

Jakob From Søvndal er 34 år og bor i Haldum lige udenfor Hinnerup. Han er nyuddannet teolog fra Aarhus Universitet og Menighedsfakultetet i Aarhus, og derfor skal han ordineres i Aarhus Domkirke, før han kan tiltræde stillingen. Jakob er gift med Hannah og de har tre børn i alderen 1-6 år. Familien er godt kendt med området, da Jakob har været ansat i Søften-Foldby kirker i otte år som kirkesanger.

Læs mere “PRESSEMEDDELELSE: Ny præst i Hinnerup”

Datoer for gudtjenester indtil sommer

Nu er planen for gudtjenesterne frem til sommer klar, og du finder dem via menuen “Gudstjenester“.

Vi er gået i gang med at planlægge detaljerne omkring gudstjenesterne – fx hvem skal være præst og/eller forkynder til de enkelte gudstjenester, skal der være særlige “indslag” osv.

Vi kan allerede nu nævne, at vi får særlige gæster til fastelavnsgudstjenesten søndag den 2. marts – vi får besøg af Gospel Kids fra Hinnerup.

Vel mødt til gudstjenesterne.

Glædelig jul

Tak for en dejlig gudstjeneste, hvor vi hørte om, hvad der skete julenat for længe siden.

Gud selv kom til jorden for at flette sig sammen med os mennesker, så han kunne oprette en pagt (via Jesu fødsel, liv, død og opstandelse), som kunne blive vores frelse.

Undervejs viste vi en film, som fortæller om det vi reelt ved om julenat ud fra Bibelen – se den og bliv (måske) overrasket!
Fødselsberetningen – en tegnefilm

Skøn gudstjeneste

I dag fejrede vi første søndag i advent, første søndag i kirkeåret, første gudstjeneste i menigheden samt pastor Frede Ruby Østergårds første gudstjeneste for menigheden.

Vi fejrede gudstjeneste under temaet “En ny begyndelse”.
Både forkyndelsen for børn og prædikenen for voksne drejede sig om det nådeår, som Jesus kom til jorden for at give os – nådeår er ikke et kalenderår, men den tid vi lever i nu. Tiden mellem Jesu fødsel, korsfæstelse og opstandelse og så indtil han kommer igen.
Nådeåret gælder alle mennesker, som gennem dåb og tro på netop Jesus får nulstillet forholdet til Gud. Et forhold som skulle indbære fortrolig dagligt samvær med vores himmelske far. Et forhold som vi har meldt os ud af, men som vi altså kan få igen gennem Jesus.
Vi kan få en ny begyndelse med Gud.

Vi havde en god dag, hvor der var 86 voksne og børn til gudstjeneste, og efterfølgende var vi ca. 80, der hyggede os med fødselsdagslagkage og festtaler.

Har du lyst til at være med i fællesskabet, så er du meget velkommen til at deltage i vores næste gudtjeneste, som du kan finde her: www.bykirkenifavrskov.dk/gudstjenester

Du kan se også se billeder fra dagen på: www.bykirkenifavrskov.dk/gudstjenester