Syv påskevers

Af John Updike

Tag ikke fejl: Hvis han overhovedet stod op,
gjorde han det legemligt.
Hvis cellernes opløsning ikke blev rullet tilbage,
molekylerne forbundet igen
og aminosyrerne genforenet,
falder kirken.

Det var ikke som blomsterne,
der vender tilbage
hver gang det bliver forår.
Det var ikke som ånden i det,
disciplene sagde eller så med tågede blikke.
Det var i kød og blod, hans og vores.

De samme tommelfingre og tæer, som havde krummet sig,
det samme hjerte,
som havde ligget stendødt og vissent hen
med uvirksomme hjerteklapper,
samlede sig i evig magt
for at banke med ny styrke.

Lad os ikke spotte Gud med ”metafor”
”analogi”, ”transcendens”
og andre udflugter,
så vi gør begivenheden til en lignelse,
et tegn på gamle dages godtroenhed.
Lad os gå ind ad døren.

Stenen er rullet bort,
ikke papmaché,
ikke en sten i et eventyr,
men håndgribelighedens mægtige blok,
som også vil komme imellem os og dagslyset,
når tidens kværn maler.

Og skal der være en engel ved graven,
så lad det være en rigtig engel,
vægtig af Max Plancks kvanter, med viltert hår,
uigennemsigtig i morgenlyset, med rigtigt tøj,
vævet på en rigtig væv.

Lad os ikke gøre det mindre uhyrligt
for at imødekomme vores egen magelighed
eller skønhedssans.
– At ikke vi, vækket i en time, vi ikke kender,
skal beskæmmes over miraklet,
og knuses af vores modstand.

John Updike, “Seven Stanzas At Easter”, 1964. Oversat Michael L. Nygaard.

 

Seven Stanzas At Easter

Make no mistake: if He rose at all
it was as His body;
if the cells’ dissolution did not reverse, the molecules
reknit, the amino acids rekindle,
the Church will fall.

It was not as the flowers,
each soft Spring recurrent;
it was not as His Spirit in the mouths and fuddled
eyes of the eleven apostles;
it was as His flesh: ours.

The same hinged thumbs and toes,
the same valved heart
that–pierced–died, withered, paused, and then
regathered out of enduring Might
new strength to enclose.

Let us not mock God with metaphor,
analogy, sidestepping, transcendence;
making of the event a parable, a sign painted in the
faded credulity of earlier ages:
let us walk through the door.

The stone is rolled back, not papier-mâché,
not a stone in a story,
but the vast rock of materiality that in the slow
grinding of time will eclipse for each of us
the wide light of day.

And if we will have an angel at the tomb,
make it a real angel,
weighty with Max Planck’s quanta, vivid with hair,
opaque in the dawn light, robed in real linen
spun on a definite loom.

Let us not seek to make it less monstrous,
for our own convenience, our own sense of beauty,
lest, awakened in one unthinkable hour, we are
embarrassed by the miracle,
and crushed by remonstrance.

John Updike, 1964